En sejlers planer er skrevet i sand - de vaskes væk med det næste tidevand.
 
Det har jeg skrevet et andet sted, og lige nu kan det ikke være mere aktuelt. Vi gør båden vinterklar og rejser hjem.
Der er lavet aftale med en vognmand, som midt i marts måned, vil køre båden fra Maastricht til middelhavet, så må vi tà den derfra.
 
 
Normalt vil jeg ikke drømme om at ligge et sådan billede på hjemmesiden, men det er det eneste jeg har, som fortæller om den våde oplevelse det er, når en gren kommer i  klemme ved sluseporten.
 
 

 

 Uddrag af Niels-Ulrich`s dagbog

Tirsdag 20.11. Ja så går det videre nedad igen. Vi lagde fra kl. 08.30, da vi vidste, at sluserne først åbnede kl. 09.00. Ved den anden sluse skulle vi igen gennem tunnellen på 325 m. som vi huskede udmærket fra første passage. Igen var den automatiske betjening sat ud af kraft, og først da vi ringede til vnf, kunne vi komme igennem med assistance af en servicemedarbejder. Flinke folk alle sammen i øvrigt. Denne gang glemte vi så at tænde lanterner og toplys (og Kurt pandelygten), så det var lidt spændende i mørket.

 

Næste stop var efter Givet, hvor vi prøvede på at forhandle om forlængelse af sejltilladelsen eller tilbagebetaling på grund af for lav vandstand. Vi fik anvist to muligheder: Vi kunne skrive til administrationen eller vi kunne vælge om og sejle en anden rute med skift i Namur. Uden garanti for vandstand og efter gennemsyn af rutekortet, hvor vi kunne se længden af den mulige omvej valgte vi at holde på mod Maastricht.

 

Herefter fuld skrue på volvoen, nu skulle vi gerne til Namur – og spise ude. Det blev en fin tur med nemme nedslusninger og hele vejen venlige slusefolk.

 

Det blev først lidt spændende, da vi nærmede os Namur, hvor vi havde aftalt at ligge i byen både for at se lidt på byen og (måske) for at spise ude.

 

Ved den sidste sluse før Namur ringede vi til slusevagten og spurgte om vi kunne komme igennem om fem minutter. Svaret var, at det kunne vi om tre minutter. På grund af sprogforbistringen var vi så i tvivl om vi overhovedet kunne komme igennem ”i dag”. Fremme ved slusen blev vi mødt af rødt lys. Så ringede vi til slusevagten igen og spurgte, om vi kunne komme igennem. Svar: Ja om 15 minutter. Og så netop her mødte vi dagens første båd, der kom op med slusen. Da han var vel ude,  røg vi ind i slusen og ned og ud i Namur. Her fandt vi så en liggeplads langs kajen i den tomme Port de Plaisance. Venlige folk oplyste os om, at vi helst skulle ligge med stævnen mod strømmen. Men vi er jo klogere, så vi ligger med hækken mod strømmen. Og det går fint, men lidt uroligt.

 

Efter lidt kontakt på nettet gik vi ud for at spise. Det blev Italiensk – lammekoteletter og dejlig rødvin. Dernæst retur til Carba. Et enkelt bilede skulle tages af Citadellet i aftenlys (på stativ). Vi får se hvordan det bliver. Og i morgen går det mod Maastricht igen.

 

-- o0o--

Onsdag 21.11. Tidligt op (efter aftale). Skipper havde været efter morgenbrød og lavet kaffe. (Sådan holder man på en besætning). Afgang 07.55. Dernæst ventetid, ja masser af ventetid ved først sluse. Igennem 08.55. Og nu var vi allerede bagud i forhold til vores tidsplan. Næste sluse efter langsom sejlads efter en flodbåd, som vi heller ikke kunne overhale. Igennem 10.30. Og sådan fortsatte det nordpå. Vi var undervejs enige om, at det ville være rigtig godt at nå tilbage til Pietershafen i Maastricht i løbet af dagen - og aftenen - om nødvendigt. Så vil vi fra torsdag kunne prøve at få styr på mulighederne for plan B. 1. Overvintring i Pietershafen, 2. transport til Marseilles eller måske 3. kun til Lyon – eller 4. Dijon. Mange muligheder - måske? Og hvordan nu lige med Jørgen (Carlsen), der har planlagt at møde os i Frankrig på lørdag og har bestilt biltog til Mulhouse??

 

Så vi fortsatte ufortrødent og nåede sikkert i havn i Pietershafen kl. 17.55 efter en lidt spændende passage af sidste sluse i Lanaye, løfte/sænkehøjde 13,96 m, hvor vi var bagest i slusen og var meget tæt på at få et kraftigt brusebad fra sluseporten på vej nedad. Nu var det blevet mørkt men vi nåede frem som planlagt og glæder os til at bade osv. i de kommende dage (dog indendørs).

 

-- o 0 o --