14/5 Turen til Rom blev en rigtig god oplevelse, modsat i lørdags var der ”kun en tredjedel” turister i byen, så der var god plads til at slentre rundt og suge den dejlige romerske atmosfære til sig. Vi besøgte Basilica og klosteret, herfra vandrede vi videre mod den spanske trappe med et kaffestop på en af Rom´s mange cafeer. På den spanske trappe er der altid et mylder af turister, og vi nød alle blot at sidde og nyde stemningen, nogle af os syntes at vandet i fontænen var vildt spændende. Fra den spanske trappe og Trinitatis kirken gik turen videre mod Trevi - fontænen, hvor vi nød et tiltrængt hvil og allerhelst med en hånd og en fod i vandet, men nej en skarp fløjte og en meget vred betjent bekendtgjorde strengt, at det gør man ikke, vel Carla, ok.

Frokosten blev indtaget rundt om fontænen på Piazza Pantheon, med udsigt til indgangen på Pantheon kirken, som jo fra starten var bygget som alle guders tempel men ombygget i år 608 til katolsk kirke, spændende bygningsværk og helt utrolig med det flotte lysindfald igennem hullet i kuplen.

Piazza Navona er et fantastisk sted, tre flotte springvand omkranset af mange restauranter, og hele vejen rundt holder kunstnere, tegnere og en masse plattenslagere til i tilfældige boder, til stor morskab og som et godt bidrag til en unik stemning, som findes på pladsen.

Efter en skøn lækker Italiensk is begyndte vi hjemturen, som blev noget præget af dårlig vejvisning (Kurt), omveje, og busser som var kørt, hvilket gav masser af ventetid. Sikkert hjemme var det dejlig bare og sidde i den lune aften, nyde et lille glas, et godt måltid og repetere en oplevelsesrig dag.