mments off}

En nogen træls tur, bragte os fra det Italienske fastland, til de Lipariske øer, 44 mil ret vest for Vibo Valentia. Der var ikke lovet ret meget vind, men det der var, var stik imod, der var ikke lovet ret mange bølger og dønninger, men de var ret imod hele vejen. Havde ellers lovet børnene flad pandekagevand hele vejen, men det kunne jeg ikke holde, så søsygen var udbredt blandt den yngste del af besætningen, men de tog det egentligt pænt.

Efter 8 timer var vi kl. 14.00 endelig klar til at kaste anker ved Stromboli. Vi valgte at ankre syd for molen, lige på østsiden af selve vulkanen og så kunne vi få en tiltrængt forsinket frokost, inden hele besætningen ville på land for at se Strømboli by.

Der ventede os en overraskende oplevelse, ingen af havde forestillet sig, at der var sådan en aktivitet i den lille by, her var masser af små butikker, restauranter, turoperatører som tager folk med på trekking, for at komme så tæt på krateret af vulkanen som mulig, 2 små supermarkeder og en meget velassorteret slagter. Øen besøges dagligt af hundredevis af turister, der fragtes hertil i små færger, dels fra fastlandet men også fra de to store øer Salina og Lipari. Alt ånder fred og afslappethed, folk nyder at slentre rundt i de små gader og nyder husene og udsigten til krateret på toppen af øen. Det eneste der forstyrrer, er de mange små Ape`r som drøner rundt i gaderne, enten som små taxier eller med varer til butikkerne.

Da vi kom tilbage til båden, fandt vi ud af hvorfor alle de andre ankerliggere, havde valgt at ankre længere mod nord. Det er sådan, at vulkanen hver halve time sender en lille prut ud, og hver gang kommer der en hel del, meget grovkornet aske med ud, og da vinden var vestlig under vores ophold, regnede det med kulsort aske. Når pyt, det var jo også en oplevelse, og det gav god motion til besætningen med at vaske båden dagen efter, inden vi lettede anker.