Det blev en rigtig fin tur til skildpaddebugten. Turen er ikke særlig lang ca. 12 mil. så inden vi nåede vores udvalgte ankersted var ungerne godt i gang med snak og leg. Vi voksne fandt ud af at vi havde flere fælles bekendte fra Skive-området så der blev snakket, grinet og hygget.

Inden vi knap havde kastet ankeret, fik Jonas øje på den første skildpadde ganske tæt på båden, og så var dagen reddet. Senere så vi to mere. Havskildpadder lever i havet, men fra ca. maj til september kravler hunnerne på land om natten for at grave deres små runde æg ca. 25-40 cm ned i sandet. En hun er først kønsmoden efter 10 år, og hun foretrækker at lægge sine æg, hvor hun selv er udklækket. Selvom hun lægger 100-120 æg, er det kun ca. 60 %, der efter et par måneder udklækkes, og kun få af ungerne når i sikkerhed ude i havet. Hunnen lægger æg flere gange i sæsonen, hvorefter hun forsvinder ud i havet igen og ikke lægger æg i de følgende mange år. De små skildpaddeunger udklækkes og begiver sig straks ud på den lange og farefulde færd ned mod vandlinjen. Kun én ud af 1000 når at blive en voksen skildpadde. En fuldvoksen skildpadde er ca. en meter lang og 100 kilo tung med en levetid på ca. 30-60 år.

 

Vi havde kastet vores anker lige bag en lille ø, hvor der over en bugt var spændt en tørresnor op hvorfra der blafrede 12 store hvide lagner. Hvad var det? Historien er at engang for længe siden, levede der en rig familie her på Zakynthos, hvis datter forelskede sig i en fattig sømand. Dette passede ikke forælderene, der havde udset sig en mere passende mand til den unge datter. Familien var allerede i fuld gang med at arrangere bryllup, men her er det så at den nu ulykkelige datter, trodsede sin familie og sagde fra. For at vise den fattige sømand at hun stadig ventede på ham, hang hun 12 store hvide lagner på tørresnoren over bugten. Lige siden har der hængt hvide lagner fra tørresnoren, og det er da en sød historie.

Resten af dagen brugte vi til badning og vandsjov fra båden, og det var først sidst på dagen vi kunne sætte vores gæster af på by kajen i Zakynthos, og jeg tror at alle havde en fantastisk hyggelig dag.

Herefter lagde vi os ud midt i havnen, satte pigerne i land for at købe aftensmad inden vi kl. 21 lettede anker for at sejle de små 60 mil. til byen Patras på Peloponnes, som var vores næste mål.