Det blev et dejligt gensyn med min gode ven Finn. Kl. 4 stod han på kajen i Raftis, efter en lang tur fra Glyngøre. Jeg var næsten klar med morgenkaffen, som vi hyggede os med nogle timer. Finn havde en masser af nyheder med hjemmefra, om sildefestival, dykkerpark, kapsejlads og bare almindeligheder fra om dagligdagen Glyngøre, dejligt.

Efter et par timer på køjen, skulle vi til port police for at få Finn indskrevet i vores Crew list, dagen før var jeg ved port police og fik at vide at det ikke var nok blot at skrive ham på listen, nej de ville sørme se manden og hans pas. Nu stod vi her så, og det eneste de ikke så efter var Finn og hans pas, i dag var der andre ting i mine papirer som fandt deres interesse, et underligt system det der port police.

Vi havde bestemt at vi ville sejle til Karistos på sydspidsen af  Nissos  Evia, et tur på ca.22 mil, vejret var dejligt i den store bugt ved Raftis, men inden vi var kommet fri af bugten øgede vinden og blev ret skrap. Da vi anduvede bugten ved Karistor blæste det mellem 13 og 16 m/s, og vi måtte næsten helt ind på stranden for at finde læ, efter en sonderingsrunde i gummibåden valgte vi at gå ind i havnen. Vi tog et velfortjent bad næsten midt på hovedgaden, inden vi var klar til en tur i byen, aftenens menu langtidsbagt ged i tomat, det var rigtig dejlig.

Vores plan for de kommende dage var at sejle lidt nordligere, men da vi stak snuden uden for bugten blev vi mødt med vindstyrke 18 m/s, det gad vi ikke. Vi havde læst vejrudsigten for de kommende dage, men regnet med, at vi kunne liste kystnært opad, men nej en hurtig (og god) beslutning, vi vender hækken til vinden, og nyder en frisk agten for tværs, så må det nordlige Grækenland vente til der bliver mindre vind. Vi vælger at sejle tilbage til området omkring Poros - blandt sejlere kaldt kravlegården.

På vej til Poros ville sejle mellem fastlandet og den lange ø Nissos Makronisi, for at tage en nat på anker ved Poseidons tempel på sydspidsen af fastlandet. På vejen ville vi så gerne fange en fisk og ganske rigtigt mellem øen og fastlandet kom der liv i den ene stang, hjulet hvinede og snøren blev trukket af hjulet med stor kraft, og dumt greb jeg i snøren for at standse fisken, men den var kæmpestor og lod sig ikke stoppe, linen brast og min finger måtte forbindes, øv øv.

Aftnen nød vi på anker ved Poseidons tempel. Omkring kl 2 begyndte vinden at tiltage, det blev en lang nat med vind omkring stormstyrke 18 – 20 m/s, vores plan med at skulle i land for at besøge templet blev skrottet, vi turde ikke forlade båden, de omkringliggende både drev for deres anker, folks gummibåde var blæst rundt der var lidt panik omkring os.

Vi valgte at lette anker, bundrebe sejlene og  sejle de sidste 25 mil med vinden til Poros. Her blev vi mødt at besætningen fra Nordstjernen af Åbenrå - Bent og Laila som inviterede os på hyggelig middag, dejligt.