Så er sommerens togt 2014 slut.

Carba er sat på land hos Poros Marine, alt fungerede fint og hun står nu stolt i sin vugge og er klar til at blive nusset og pusset. Vi kan se tilbage på en fantastisk tur, godt nok mange sømil, men helt uden uheld af nogen art, så det er bare dejligt.

Denne sommer har bragt os til nogle af Grækenlands fantastiske seværdigheder. Først brugte vi en lille uge i Athen, Akropolis, det nye Akropolis museum, foran parlamentsbygningen på Syntagma Pladsen nød vi Evzones garden, der trofast vogter den ukendte soldats grav, eller bare det at drive rundt i denne fantastiske by, var i sig selv en oplevelse.

Efter besøg på adskillige øer, Aegina, Kea, Andros og ikke mindst Evia, skulle vi gennem den spændende bro i Chalkida, hvor strømmen løber med op til 8 knob, en utrolig oplevelse.

I Volos parkerede vi båden nogle dage for at besøge Mètora. I mere end tusinde år, har hellige mænd, eremitter og munke været tiltrukket af landskabet, som et sted hvor de kunne være nærmere gud. Kloster på Meteora klippernes top – hvor munke har hejst fornødenheder op i hundredvis af år, har ubestridt været denne sommer største oplevelse.

Herefter et besøg rundt om de Sporadiske øer, hvor Mama Mia øen Skopelos, så absolut var den skønneste.  Turen gik videre til Grækenlands tre nordlige fingre, Kassandra, Sithonia og Athos med de Byzantinske klostre på Athos bjerget. Klosteret Simonos Petras blev grundlagt i 1257 og ligger som en isoleret bastion mere end 245 m over Ægæerhavet, det er et af i alt 20 klostre på Athos-halvøen, som er et populært pilgrimsmål, der til tider kaldes for ”Det kristne Tibet”.

Men netop på halvøen Sithonia i byen Neos Marmaras, fik vi igen i år dejligt besøg af familien fra Skive, herfra var de med på båden, hele vejen til Istanbul og det blev nogle fantastiske uger, der blev sejlet, der blev hygget, der blev badet, dykket, samlet konkylier, var på spændende byture, ja bare det at være sammen var en god og tiltrængt oplevelse. 3-4 måneder er lang tid at undvære sin familie.

Istanbul er laaangt væk fra Poros, men en fantastisk spændende by at besøge og vi har også gode minder med hjem fra Tyrkiet. I Istanbul var det tid til at få familien sendt hjem, nu var der kun et par måneder til vi skulle ses igen, så det var ikke så svært.

Nu gik turen tilbage mod Grækenland, vejrudsigterne var rigtig dårlige, så for ikke at komme i tidsnød, valgte vi at sejle samme vej tilbage. Vi fik flyttet opsamlingen af vores første hold gæster til Chalkis, som er noget nordlige end beregnet.

Fra Chalkis og til Porto Raftis, var Annemarie, Laura og Lars Bo ombord. Herfra var det Finn og Kirstens tur, over Aegina, Hydra til Poros. I Poros kom Rene og Charlotte ombord, det blev først en tur i lejet bil til Nafplion, herefter en sejltur til Epidauros og tilbage til Poros.

For ikke at få for meget ventetid i Poros, tog vi imod tilbudet, om at komme på land 3 dage før end beregnet. Alt gik efter planen, og vi forlod båden, så vi kunne være i Glyngøre til starten af efterårsferien, dejligt.

Under sejladsen 2014, findes mere detaljerede beretninger. Hjemmesiden vil løbende blive opdateret.

Vi vil gerne ønske Jer en dejlig vinter, og takker alle for Jeres interesse på vores hjemmeside.

Hjemmesiden har i 2012 haft besøg af 26.303, i 2013 var der 55.150 på besøg og i 2014 var der 39.693 som besøgte siden.

Siden vi forlod Glyngøre har der således været 121.146 besøg på Carba.dk, tak for det.