24/7

 

 

En lang historie.

Efter indtjekningen i Tyrkiet, befinder vi os nu i den Asiatiske del af verden. Canakkale, en spændende by, som man sagtens kan bruge nogen tid til at se, men vi blev kun i havnen til den efterfølgende dag. Vi havde planlagt en stille og rolig natsejlads de ca. 80 mil op i Marmarahavet til øgruppen Marmara Adasi, så vi afsejlede kl. 18.

Nu er det sådan, at Dardanellerne, som strædet, der fører til Marmarahavet hedder, er et rigtig træls sted at sejle når man skal fra vest til øst. Modstrøm, modvind og en frygtelig trafik. Men alt det havde vi forberedt os på. Vejrudsigten havde fortalt os, at vinden ville falde fra de 9 ms, til 5 fra nordøst og svinge en smule nordligere. Vi spiste på vejen, og da mørket faldt på, åbnede bedstemor, vores mini bio (dvd) med spillefilmen Askepop, hertil små slikposer, mariekiks og en enkelt øl op på broen. Martin og jeg navigerede sikkert, gennem lys og lanterner fra krydsende færger, på et tidspunkt seks forskellige, flere på skærende kurs. En dejlig aften, hvor vi fik trænet vores kundskaber i natsejlads.

Men, men for enden af tragten, der hvor Marmarahavet begynder, fik piben en anden lyd. Vi havde lige forsøgt at sætte storsejlet, for vinden var som lovet drejet nordligere. Men det var gået i bekneb i masten, og vi kunne ikke få det andet end halvt ud. Det var helt umuligt, på grund af de nu 1,5 meter høje bølger, og det totale mørke, at komme på dæk for at gøre noget ved det. Vi lod det stå, satte fokken og prøvede at styre, så godt vi kunne gennem de høje krappe bølger. Det sammen med 10 m/s og modstrøm var vores modspiller.

Efterhånden som natten skred frem, drejede vinden til stik i mod, og uanset hvad vi gjorde, bankede vi pæle, med en fart på ikke over 3 knob med 2000 omdrejninger på maskinen. Besætningen vågnede, ingen synes at det var sjovt, så vi bestemte at finde en nødhavn. Men det er ikke nemt på lu kyst, fire mil fremme fik vi kæmpet os i læ ved noget, det kunne ligne en fiskerihavn, hvor vi kunne kaste ankeret, på nogenlunde flad vand. Det lykkede os at nødbjerge storsejlet, det ville kræve total vindstille, og måske en mand i masten for at udbedre skaden. Da motoren blev slukket kunne vi høre vandpumpen køre. Hvad var nu det? Det viste sig at en slange til varmvandsbeholderen var sprunget læk, og hele den ene vandtank var rendt ud i bunden af båden. Et gæt var 150 liter dejlig ferskvand, øv øv men vi lod det være til dagen efter.

Nu var vi godt gennembanket og klar til at få et hvil. Martin og den øvrige besætning gik i køjen, og jeg sov i cockpittet. Klokken var 3,30.

Med et sæt vågnede hele besætningen. Meget tæt på båden begyndte en Imam, at kalde til bøn, ud fra minaretens højtalere lød hans ikke særlig skønne sang, i hans bestræbelser på at få hans moske fyldt op til første forestilling, og klokken var kun halv fem. Så kunne vi lige så godt sejle videre, dog stadig i modvind, modstrøm, men nu i aftagende vind J det blev bedre og bedre. Da børnebørnene vågnede blev de mødt af legesyge delfiner. Vi ankerede op i en dejlig bugt, ved en lille by Pasalimani kl 11.

Vi startede med at springe i fra spiler-stagen, dykke og svømme i det det dejligt kølige vand. Efter badeland tog vi i land, hvor vi gik en tur. Her så vi Jandarma med maskingevær (lokal-politi i de tyndt befolkede områder), og deres kaptajn ville gerne hjælpe med at få skaffet vand til Carbas, nu slunkne tank. Men han kunne ikke et ord engelsk, så vi fik ikke løst vand problemet.

Bagefter fik vi en kæmpe melon og tyrkisk te hos en meget lokal restaurant med den mest fantastiske udsigt. Det eneste han sagde, som vi tror, vi forstod, var ”Auf Wiedersehn!” Og det sagde han til alt, hvad vi spurgte om…

Derfra gik vi aftentur ud af vejen, hvor vi hilste på en ung fyr og hans bedsteforældre. Han gik i skole i Hongkong, og var derfor rigtig god til engelsk. Han spurgte om vi manglede noget på båden, som hans familie kunne hjælpe med? Vi fik en vejrudsigt fra deres iPad, der blev taget billeder af familien, og så gik turen tilbage til Carba.

Dagen efter skulle vi have tømt toiletter, så vi hev ankeret op og sejlede ca en sømil til den næste bugt. Her fandt vi de flotteste konkylier, og der blev dykket og filmet med GoPro – glæd jer!

Turen herfra blev til en – for en gangs skyld – dejlig natsejlads til Prinsesse Øerne 12 mil fra Istanbul. Vi ankerede op i Cam Limani bugten, på øen Heybeliada .

I Cam Limani mødtes vi med Helge og Enne fra Nordstjernen og det blev et rigtig hyggeligt gensynJ. Enne inviterede os på fødselsdags frokost på en af de lokale restauranter, en super dejlig eftermiddag. Vi bankede en lille fest ned om aftenen, så det var sent inden roen faldt på.

I dag sejlede vi til havnen Setur Marina ved Istanbul, på den Asiatiske side. Det er udgangspunktet for vores Sight Seeing i Istanbul de næste dage.