22/9

I Porto Rafti, nord for Poseidons tempel, var vi kommet til nogle dage før Finn og Kirsten ankom, den 13. september. Dagene brugte vi til rengøring og ordne småting på båden, så alt var klar til vores gæster. Aftnerne tilbragte vi med vores græske venner, Erika og Markus, som bredvilligt hjalp os med transport rundt i byen, de viste os de gode spisesteder mv., det var nogle rigtige hyggelige dage.

Finn og Kirsten havde som sædvanligt det gode, hyggelige humør med, så der blev snakket og hygget til langt ud på natten. Det var dejligt at blive opdateret på Glyngøre stof, efter et halvt år er der sket en masse derhjemme.

Vores første sejlads var ganske kort, kun lige 15 mil til Poseidontemplet, hvor vi ankrede op. Sidst vi var her var, der kuling, så ingen af os havde nydt den fantastiske udsigt der er oppe fra templet, det fik vi lejlighed til nu, og det er et fantastisk sted. Med bl.a Andros, Kea og Egina i horisonten. Der der en flot udsigt fra templet og til ankerbugten lige under templet. Hvor vi lå talte vi 28 både, Carba`s orange fendere var let genkendelige.

Dagen efter havde vi aftalt at sejle kl. 6, inden solen stod op.  Vi kunne så nyde en flot solopgang over templet, inden vi satte kurs mod Egina, som jo er en rigtig hyggelig ø. Egina er berømt for en meget stor produktion af pistacienødder. I havnen, mødte vi Navi, som havde besøg hjemmefra af deres søn, Dan og svigerdatter, Bettina, det var hyggeligt at hilse på dem også.

Egina er med sine 84 km2, den største af De Saroniske Øer.

Efter Egina, blev kursen sat mod Russian Bay og Poros by. En kurs som både Navi, Nordstjernen og Inn Star også havde valgt, så der var dømt Dansker træf, med fællesspisning på en af de lokale restauranter. Det blev en hyggelig aften, hvor snakken gik på kryds og tværs, om alle de forskellige indtryk fra bådenes sommertogter.

Hydra var den sidste ø, som vi nåede at besøge på denne rundtur, et dejligt sted. Vi blev der to nætter. Stilheden på Hydra er markant, her er al motoriseret køretøjer forbudt, lige bortset fra en lille skraldebil og en ambulance, ellers foregår al transport til fods eller på æsler og mulddyr. Ligesom sidste år vi var her, er der meget trængsel i havnen, og ved opbrud om morgenen, det sædvanlige bøvl med krydsende ankerkæder og ankre. Jytte og jeg benyttede chancen til at besøge klosteret Profitis Illias, det var godt nok en sej tur op, 588 meter ad snoede trapper, men det var det hele værd, den udsigt finder man ikke ret mange steder.

Den sidste aften inden Finn og Kirsten skulle afmønstre, tilbragte vi i Poros, og vi fik serveret et udsøgt måltid, tak for det og tak for en dejlig tur.

Søndag fortsatte Finn og Kirsten i vores bil for at besøge Nafplion og løveporten på Peloponnes. De rejser til Glyngøre på torsdag.