Det blev et rigtig dejligt besøg, vi fik af Jørn og Jytte, og lad os sige det med det samme, ingen af vores gæster har været så heldige med vejret, som de var i den uge.

 

Der var godt nok lovet hård vind hele ugen, men det blev et perfekt sejlervejr, lige tilpas, med vind fra den rigtige retning. Hvilket betød, at vi faktisk nåede at besøge alle de havne og bugter, som vi havde planlagt. Først Ermioni, herefter Porto Heli , så skøn natsejlads til Nafplion, et besøg i en meget lækker ankerbugt 8 mil fra Nafplion, tilbage til Porto Heli og for anker i bugten ved Ermioni, et besøg på Hydra, videre til ankerbugten ved Galatas, for at slutte turen i Poros . Ja vi havde travlt, men oplevelserne var gode og Jørn og Jytte nød at være væk fra den danske regn og kulde. Vejret hernede var hele perioden 30 +, fuld sol, dejlig varm vand, så der blev badet flere gange hver dag, selv på vanddybter over 100 meter.

 

Carba er sat på land og vi har nu 3 ugers hårdt arbejde foran os, men herom senere.