Arkiv foto

 

Nu er det sådan, at vi efter at havde set Tivat og tjekket ud af Monternegro, ville lige flytte båden til en stille bugt 1 mil fra byen. Jytte var i kabyssen og tilberedte vores aftensmad, jeg tog ankeret og ville sejle, men jeg snublede på dækket og fik en af de små strittende skruer som holder vores sprayhood hamret direkte ind i knæskallen av av.

Næste dag skulle vi så sejle, i fjorden var der stille blank vand, men ude til havs var der 8 – 12 m/s fra syd, med masser af rul og ganske store bølger, så det var 20 ret hårde mil med et dårligt knæ.

Sikkert i bugten / havnen i Cavtat, skulle vi så bare hitte hvor Customspolice holdt til, og det var godt nok ikke nemt, vi kaldte dem flere gange på Vhf radioen uden svar. Til sidst tog vi en plads ved kajen og opsøgte dem. De lå godt gemt bag adskillige restauranter i et lille ydmygt kontor, ja vi ville gerne tjekkes ind. Men, men, så nemt var det ikke. På en lille monitor kunne den kvindelige betjent ikke se vores båd, for vi lå godt nok tre pladser uden for billedet. Vi spurgte den kvindelige betjent, om hun ikke kunne gøre en undtagelse, da kaptajnen havde et skadet ben, (for det gjorde virkeligt ondt), og tjekke os ind, så kaptajnen kunde komme til læge, men svaret var, ”på ingen måde nej nej, absolut nej”.

Tilbage til båden og op med ankeret, tre, pladser til styrbord. Jytte ud med ankeret, jeg bakker ind, men nu sker det så, kæden hopper af ankerspillet og løber løbsk. Inden jeg får mig haltet op til ankerspillet og bremset kæden, har vi næsten smidt vores 100 meter kæde. Gode råd er dyre, vinden tager til og sender nogle gevaldige pust på tværs af båden, en tilkommen ung knøs af en havnebetjent begynder at himle op om min uduelighed som kaptajn. En bådejer kommer med flere tilråb på et ganske uforståeligt sprog. – Her gik de godt nok over stregen-. Vi mærker tydeligt at blodet så småt begynder at koge i os begge, men får dog styr på situationen og når ind til kajen og får kastet vores bagliner ind, så vi kan blive fortøjet. Ham knøsen, som rettelig var ansat til at tage imod folks liner, var ganske uenig med os i, hvor vi skulle lægge til. Kun modvillig tog han vores liner under stort brokkeri. Han kunne slet ikke forstå, at der var problemer med vores ankerspil, og at vi ikke bare lige kunne trække 100 meter kæde op og ankre om. Nu blev det også for meget for Jytte, godt han ikke forstår Danska sproge!!!

Tilbage til Customspolice, herefter hen til havnekaptajnen, en ældre, meget sød herre, som mente at alt nok skulle gå. Vi skulle bare nyde vores ophold i hans dejlige land, hvis vi lige betalte cruising permitment og skat, for de 90 dage som vi skal være i Kroatien, 157 EU. Så måtte vi også være op til 8 personer ombord, det var jo rimeligt nok.

Tilbage efter vores pas hos Policen, som nu glædeligt kunne fortælle, at jeg nu frit kunne søge læge, når jeg lige havde flyttet båden fra deres kaj. Jytte havde taget EU penge med til at betale ”den unge knøs” med, han skulle ha hvad der svarede til 14 EU men atter nej, han ville kun have Kroatiske kroner, så hen til en bankautomat for at veksle til kroner, inden vi kunne sejle.  Den indtjekning var en rigtig øvoplevelse, og så med et dårligt ben.

 

Vinden var nu tiltaget til omkring 12 m/s, vi skulle finde en ankerplads i den østlige bugt, inden den truende regn kom, hvilket lykkedes.

For at runde dagen af, startede der kl 23 det værste tordenvejr, vi nogensinde har oplevet. Masser af lyn og torden, regn, kæmpehagl og kraftig vind piskede ned i to og en halv time, så er det rigtig skønt at være lystsejler.

Billeder fik jeg ingen af, da der var andet at tænke på.