Efter at familien rejste hjem fra Olhau, sejlede vi på anker uden for Faro. Faro er virkelig er en meget smuk og romantisk by med en meget fin katedral og hyggelige gader med masser af butikker, restauranter og cafeer.

Som noget specielt er der masser af storke på tagene i byen. Her i deltaet er der rigtig mange storke, som tidligere har de trukket til Afrika om vinteren, men nu er de blevet standfugle og de udnytter daglig lavvandet til at finde føde på de tørlagte områder. Det er rigtig hyggeligt at følge.

Men vi skal jo videre, og på vores små skippermøder bådene imellem, har der længe været drøftet om vi var for sent på den. Mon Portugisernorden (en kraftig sydgående vind, med tilhørende strøm) er blevet for kraftig og for stærk til at vi kan sejle i mod den, eller hvad gør vi. Flere kloge er blevet fragteret, bøger er blevet studeret, alverdens vejrudsigter er studeret. Intet tyder på at vi er her på det rigtige tidspunkt på året, til at vi kan få rimelig massejlads denne vej hjem, øv øv. Vi kan så vælge at ligge bådene op her i Syd Portugal og sejle videre næste år, eller vi kan vende om og sejle igennem floderne hjem.

Beslutningen blev, selv om det er en voldsom stor kamel at sluge, at vi sejler tilbage og tager floderne hjem. 900 mil retur til Marseille.

Vi ligger pt. i Torrevieja og venter på vores gast Egon hjemme fra sejlklubben. Han vil sejle med de små 500 mil vi nu mangler til Frankrig.

 

Jytte og jeg har bestilt vinterhavn til Carba i Horizon Marina i byen La Mede, nær Marseille. Næste år vil vi så nyde flodsejladsen i en tre måneder på de franske og tyske floder inden vi kommer til Glyngøre i løbet af august. 

 

View the embedded image gallery online at:
http://www.carba.dk/sejlads-2017.html#sigFreeIde13287627c
 

 

Vi kom godt fra Ibiza, og det er med garanti ikke et sted vi kommer tilbage til. Sejlturen mod den Spanske kyst gik uden problemer, vi havde udset os en ankerbugt Punta De Morayra, som dog viste at være en lille smugle urolig, med det gik.

Turen fra Punta De Moraya og til vores nuværende havn Torre De Benalmàdena, har uden overdrivelse været den mest kedelige strækning, vi har sejlet i Middelhavet. Højhuse, højhuse, masser af lejligheder og det hele blæst for Spansk kultur og originalitet. Vi har prøvet om vi kan finde spor af det Spanske, det er ikke lykkedes, kun sproget er Spansk, her er der kun turister og atter turister.

Men vi er kommet frem til vores første delmål på vores hjemtur, nemlig her tæt på Malaga, og i øvrigt har vi lige passeret den første tredjedel af sejladsen hjem. 1165 mil. har vi sejlet indtil nu, rest kun 2330 mil.

Vores lille flotille er blevet delt et par gange, først måtte Nordstjernen søge mod en anden havn, strøm og vind blev for meget imod. Siden er Navi blevet et par ekstra dage i den sidste havn, for at få repareret noget el og solceller, men vi prøver om vi ikke samles inden vores videre færd mod Gibraltar fredag eller lørdag.

 

I morgen aften tirsdag, kommer familien fra Skive ombord, et gensyn som vi har glædet meget til, det bliver rigtig hyggeligt, men herom senere. 

PS. Og ja det er en kaskelot hval omkring 20 meter lang og måske 50 tons på billederne.

View the embedded image gallery online at:
http://www.carba.dk/sejlads-2017.html#sigFreeIde23db59d87

 

Det var med stor glæde, vi skulle modtage familien til dette års togt, vi havde valgt Puerto Deportivo de Benalmàdena, ikke langt fra lufthavnen i Malaga, som opsamlings havn. Et spændende sted med masser af turister, dejlige strande, hyggelige strøg med masser af butikker og restauranter langs med den runde havnefront.

Alle var virkelig opsat på bådhygge, badeture, byture, masser af sol,  lækre ankerpladser og ikke mindst bessemors mad, og vi nåede næsten det hele. Det har knebet med de lækre ankerbugter på østsiden af Gibraltar, men her vest over er bugterner og vejret (vinden) blevet meget bedre.

Årets helt store oplevelse er uden tvivl Gibraltar klippen med den fantastiske udsigt og alle aberne, det er absolut et besøg værd.

Men inden vi krydser grænsen til denne lille engelske koloni, hvor det er landingsbanen til lufthavnen som danner selve grænsen, skulle vi lige fejre Ellen 9 års fødselsdag, Helges og Ennes barnebarn, som var med sin far ombord på Nordstjernen. Det var hyggeligt og alle mand var i byen for at spise efterfølgende.

Det siges at Englænderne vil forlade Gibraltar, hvis aberne forsvinder fra klippen, så der bliver passet godt på dem, og søde er de da, men pas på skindet bedrager. Vi overværede flere små episoder med de små banditter. Et øjebliks uopmærksomhed og Peter havde en abe på ryggen, der lynhurtig nappede sin frokost i ryksækken og væk var den. Højt oppe på et lille klippefremspring, kunne den i ro og mag nyde Peters 2 bananer, andre eksempler er mistede briller, tasker og foto udstyr. Vi havde en dejlig dag oppe på klippen, og ikke mindst turen derop og ned med kapelbussen.

Men nu var det tid til at komme videre, næste stop på vores tur blev Sancti-Petri, et meget specielt sted. Man ankrer op, eller lejer en bøje i floden, vi valgte det sidste, som var med fri vandtaxi og bad og toilet. Her er der virkeligt tidvand, der render en strøm ud og ind på op til 2 knob, så det er med at have godt fat i bunden.

Sanciti-Petri er en gammel tunfiskehavn med tilhørende fabrik, som er lukket for mange år siden. Byen var i total forfald, men vokser nu igen i takt med at Spaniolerne for øjne op for dette fantastiske sted, bag de beskyttende klitter ud mod Atlanten. Over alt skyder der små restauranter op i de gamle og meget flot dekorerede bygninger. Byens vartegn er en imponerende, gigantisk, smuk, nøgen fisker støbt i bronze, vandrende rundt i store tun også støbt i bronze, flot, flot arbejde. Vi blev i byen nogle dage, de unge hyggede sig med deres små bølgebords på ydersiden af klitterne.

Nu er vi snart i Portugal, meningen var at vi skulle have et ankerstop i grænsefloden Rio Guadiana, på den Portugisiske side, men det måtte vi opgive og flytte til den Spanske side, med det var også ok. Byen Vila Real de Santo Antònio er en smuk by, med masser af små skulpturer, og et meget varmt miljø.

Turen lakkede nu mod enden, sidste stop viste sig at være et utrolig spændende område, en marsk som kan besejles ad små kanaler mellem sandbanker og grønne områder, som over svømmes total ved højvande. Når du sejler ind i området skal det være medstrøm på vej mod højvande og ud med faldende vand mod lavvande. Vi havde håbet at kunne sejle helt ind til Faro by, men måtte ændre planer til en anden by i området Olhào, her fik vi plads i den meget lille dyre (55 EU i døgnet) private marina, men båden, besætningen, ja det hele trænge til en servicering. Det fik de voksne hurtigt klaret, mens ungerne fiskede, nød byen og spiste is.

Olhào er en by der virkelig er gang i, gode indkøbsmuligheder, fantastiske markeder, hyggelig aftenmiljø, med masser af muligheder for mad og drikke.

Men alting har en ende, så onsdag morgen kl. 3,30 ringede vækkeuret, de unge skulle nå flyet til Hamburg. Det var med vemod at vi måtte sige farvel, efter en rigtig dejlig, hyggelig, afslappende ferie rundt om Europas sydligste spids. Nu går der jo nok 3-4 måneder inden vi ses igen.

 

Tak for en god ferie

View the embedded image gallery online at:
http://www.carba.dk/sejlads-2017.html#sigFreeId09f80ebbbd

 

 

Det blev et rigtig hyggeligt gensyn med Karin og Peter fra SY Navi37. Vi havde jo aftalt at vores mødested skulle være Soller på Mallorca, så da Carba og Nordstjernen dukkede op sidst på dagen, blev der inviteret på aftendrinks og små hapser, Enne kom med tunsalat( rester fra carbas fiskeeventyr), så der blev snakket og hygget til ud på de små timer.

De efterfølgende dage i Soller havde vi afsat til at være turister, der blev kørt med tog til Soller by, taget en masse billeder, en lang togtur til Palma blev det også til. Jeg fik besøgt Katedralen, den var godt nok flot og meget speciel med det helt moderne sideskib lavet af Antoni Gaudi  fantastisk.

Preben Jacobsen fra Glyngøre er jo fastboende i Porto Soller, og hver gang vi har mødt ham i Glyngøre, har han sagt at vi endelig skulle kikke forbi, hvis vores sejlads førte os på de kanter, og det gjorde vi så .

Mage til gæstfrihed, skal man lede længe efter. Der blev snakket, hygget og fortalt om Soller, Mallorca og lille Glyngøre, vi fik en rundvisning i det mest fantastiske hus man kan tænke sig. Sluttelig blev vi bespist i Helles restaurant oppe i Soller by, restaurant Luna.

Luna er en meget stilfuld restaurant, med flot og spændende indretning overalt, og så formår Helle at køre restauranten med det skønneste menukort og de dejligste vine, hvilket også resulterer i fuld hus hver aften. Besøget her vil altid være et fantastisk minde om de få dage vi var på Mallorca.

Ibiza er en flot ø fra søsiden, og sandsynlig også væk fra den overturistede og larmende by vi besøgte Sct. Antonio,

Flemming Madsen`s kommentar er nok meget passende ” er Ibiza ikke kun for de hormonforstyrrede, studenter og lærlinge” jo det virker i alt fald sådan.  

 

View the embedded image gallery online at:
http://www.carba.dk/sejlads-2017.html#sigFreeIde106bf469e