Efter Arbatax er vi nu startet på en skøn, og ” problemløs tilværelse som middelhavssejlere ”.

Turen nordover går stille og roligt, vi nyder vores stille stunder på anker i smukke bugter, vi besøgte byen Olbia, som er en virkelig dejlig by. Det er her muligt at lægge til ved den gamle bykaj, helt tæt på byens strøg og ikke langt fra et rigtig godt supermarked, så der blev handlet til mange dage.

Vi har hele tiden haft ” La Maddalena naturpark” som vores nordligste mål, her i middelhavet på vores vej hjem. Og tænk engang, det er 4 år siden vi, blot 18 sømil nordlige, besøgte Corsika`s sydlige by Bonifacio, denne gang også sammen med Nordstjernen og vores gaster, Rene og Charlotte. Denne gang på vores vej sydover, mod masser af fantastiske oplevelser.

Området, her på toppen af Sardinien, har tidligere været Nato base, hvor der bl.a var atom ubåde. Nu er området udlagt som naturpark. Vi har i dag lagt os ind i havnen Comune DI La Maddalena, her kan man købe Cruising permit til øerne og området.

Men regn og masser af vind i denne uge indbyder ikke til cruising mellem de smukke øer. På et skippermøde på Nordstjernen, besluttede vi at sejle til en meget sikker ankerbugt på hovedøen Porto Pozza, for at ride den hårde vestenvind af.

 

Fredag d. 9. maj er aftalt til vores lange kryds til Menorca, 200 sømil, hvor vi ventes fremme engang Lørdag, alt efter hvad vinden vil.