Det var med stor glæde, vi skulle modtage familien til dette års togt, vi havde valgt Puerto Deportivo de Benalmàdena, ikke langt fra lufthavnen i Malaga, som opsamlings havn. Et spændende sted med masser af turister, dejlige strande, hyggelige strøg med masser af butikker og restauranter langs med den runde havnefront.

Alle var virkelig opsat på bådhygge, badeture, byture, masser af sol,  lækre ankerpladser og ikke mindst bessemors mad, og vi nåede næsten det hele. Det har knebet med de lækre ankerbugter på østsiden af Gibraltar, men her vest over er bugterner og vejret (vinden) blevet meget bedre.

Årets helt store oplevelse er uden tvivl Gibraltar klippen med den fantastiske udsigt og alle aberne, det er absolut et besøg værd.

Men inden vi krydser grænsen til denne lille engelske koloni, hvor det er landingsbanen til lufthavnen som danner selve grænsen, skulle vi lige fejre Ellen 9 års fødselsdag, Helges og Ennes barnebarn, som var med sin far ombord på Nordstjernen. Det var hyggeligt og alle mand var i byen for at spise efterfølgende.

Det siges at Englænderne vil forlade Gibraltar, hvis aberne forsvinder fra klippen, så der bliver passet godt på dem, og søde er de da, men pas på skindet bedrager. Vi overværede flere små episoder med de små banditter. Et øjebliks uopmærksomhed og Peter havde en abe på ryggen, der lynhurtig nappede sin frokost i ryksækken og væk var den. Højt oppe på et lille klippefremspring, kunne den i ro og mag nyde Peters 2 bananer, andre eksempler er mistede briller, tasker og foto udstyr. Vi havde en dejlig dag oppe på klippen, og ikke mindst turen derop og ned med kapelbussen.

Men nu var det tid til at komme videre, næste stop på vores tur blev Sancti-Petri, et meget specielt sted. Man ankrer op, eller lejer en bøje i floden, vi valgte det sidste, som var med fri vandtaxi og bad og toilet. Her er der virkeligt tidvand, der render en strøm ud og ind på op til 2 knob, så det er med at have godt fat i bunden.

Sanciti-Petri er en gammel tunfiskehavn med tilhørende fabrik, som er lukket for mange år siden. Byen var i total forfald, men vokser nu igen i takt med at Spaniolerne for øjne op for dette fantastiske sted, bag de beskyttende klitter ud mod Atlanten. Over alt skyder der små restauranter op i de gamle og meget flot dekorerede bygninger. Byens vartegn er en imponerende, gigantisk, smuk, nøgen fisker støbt i bronze, vandrende rundt i store tun også støbt i bronze, flot, flot arbejde. Vi blev i byen nogle dage, de unge hyggede sig med deres små bølgebords på ydersiden af klitterne.

Nu er vi snart i Portugal, meningen var at vi skulle have et ankerstop i grænsefloden Rio Guadiana, på den Portugisiske side, men det måtte vi opgive og flytte til den Spanske side, med det var også ok. Byen Vila Real de Santo Antònio er en smuk by, med masser af små skulpturer, og et meget varmt miljø.

Turen lakkede nu mod enden, sidste stop viste sig at være et utrolig spændende område, en marsk som kan besejles ad små kanaler mellem sandbanker og grønne områder, som over svømmes total ved højvande. Når du sejler ind i området skal det være medstrøm på vej mod højvande og ud med faldende vand mod lavvande. Vi havde håbet at kunne sejle helt ind til Faro by, men måtte ændre planer til en anden by i området Olhào, her fik vi plads i den meget lille dyre (55 EU i døgnet) private marina, men båden, besætningen, ja det hele trænge til en servicering. Det fik de voksne hurtigt klaret, mens ungerne fiskede, nød byen og spiste is.

Olhào er en by der virkelig er gang i, gode indkøbsmuligheder, fantastiske markeder, hyggelig aftenmiljø, med masser af muligheder for mad og drikke.

Men alting har en ende, så onsdag morgen kl. 3,30 ringede vækkeuret, de unge skulle nå flyet til Hamburg. Det var med vemod at vi måtte sige farvel, efter en rigtig dejlig, hyggelig, afslappende ferie rundt om Europas sydligste spids. Nu går der jo nok 3-4 måneder inden vi ses igen.

 

Tak for en god ferie